Toggle navigation

Flyttechauffør - Martin Seidel

I december 2015 blev Martin Seidel færdigudlært godschauffør ved AMU Nordjylland og fortsatte direkte efter uddannelsen i fast job hos den flyttevirksomhed, hvor han tidligere havde været i lære. Det har dog ikke altid stået i kortene, at det var sådan, det skulle gå for den unge flyttechauffør.

For bare fem år siden befandt Martin sig i det, som han selv beskriver som et ”sort hul”, hvor han havde svært ved at se, hvad fremtiden skulle bringe. Vendepunktet blev imidlertid, da en kammerat prikkede til ham og hans bedste ven og fortalte dem om mulighederne med en transportuddannelse. Martins interesse var vakt fra start, og det er denne begejstring, som har ført Martin derhen, hvor han er i dag.

Tidligere har Martin haft svært ved at koncentrere sig om uddannelse på grund af sin ADHD, men igennem sin uddannelse hos AMU Nordjylland har han lært at håndtere det.

- Jeg har lært at håndtere min ADHD ved at tage mig sammen, rejse mig op og gøre noget ved min situation. Det er f.eks. rigtig vigtigt, at man har styr på sin økonomi og sit privatliv – det er alfa og omega for folk med ADHD, siger Martin Seidel, flyttechauffør hos Øbro Flytteforretning i Aalborg.

Igennem sin uddannelse hos AMU Nordjylland har Martin gjort en kæmpe indsats – både i forhold til det rent faglige og i forhold til at bidrage aktivt til det sociale sammenhold. Faktisk gjorde Martin det så godt, at han i 2013 fik overrakt et hæderslegat af fonden HTS Nordjylland (Handel, Transport og Service).

Martin Seidel er glad for at lave det, han laver i dag - og så har han ambitiøse drømme for fremtiden:

- Hvad jeg laver om 10 år? Der er jeg lærer hos AMU Nordjylland. Jeg vil gerne give noget videre og lære fra mig - jeg vil gerne hjælpe andre, som jeg selv er blevet hjulpet, fortæller Martin Seidel.

martinseidel_300x552