Ditte Exner
Ditte Exner er 26 år og i gang med at uddanne sig til ejendomsservicetekniker hos AMU Nordjylland. Uddannelsen skifter mellem skole- og virksomhedsperioder, og lige nu arbejder Ditte hos PlusBolig i Aalborg, hvor hun er i lære.
Vild med jobbet
Det har ikke altid ligget i kortene, at jeg skulle blive ejendomsservicetekniker. Faktisk har mine venner tit sagt, at jeg nok kom til at arbejde i en brudekjoleforretning, fordi jeg altid har været den pæne pige – men jeg elsker det her job! Jeg kan li’, at jeg er meget ude, og at det et meget aktivt arbejde, hvor ikke to dage er ens. Jeg er i kontakt med vores beboere og håndværkere, og jeg skal i det hele taget kunne tackle mange forskellige typer mennesker. Så ud over de håndværksmæssige opgaver, hvor jeg fx holder de grønne områder med vores gartnermaskiner, eller sørger for at få skiftet en vask hos en beboer, så har jeg også rigtig meget med mennesker at gøre – og det kan jeg godt li’.
Jeg har snuset til et par andre uddannelser, inden jeg hørte om den her erhvervsuddannelse, og jeg føler virkelig, at jeg nu har fundet den rette hylde. Jeg lærer så mange forskellige ting, og meget kan jeg også bruge derhjemme. Faktisk har det lidt en wow-effekt, når man selv lige kan hænge en hylde op eller fikse håndvasken.
Skiftet mellem skole og praktik fungerer godt, for de ting, som vi lærer på skolen, er også det, som vi står med i virkeligheden. Og så har vi bare haft et rigtig godt sammenhold på uddannelsen. Jeg var lidt nervøs for aldersforskellen, fordi der både er helt unge og lidt ældre, men det har bare fungeret rigtig fint. Vi støtter hinanden og kan bruge hinandens forskellige styrker.
I forhold til arbejdet så er noget af det allerbedste faktisk selve miljøet her hos PlusBolig. Vi er som en lille familie i vores team, og vi støtter hinanden. Jeg har en mentor tilknyttet, og så går de også meget op i, at jeg får lært alt det, jeg skal lære, inden jeg skal på skole igen. Her i teamet er der heller ikke forskel på, om du er ansat eller elev – vi er lige, og det betyder meget.
I fremtiden drømmer jeg om at komme til at arbejde som ejendomsservicetekniker i en boligforening, for det er lige præcis det her, jeg godt kan li’ at lave.
Er jobbet som ejendomsservicetekniker noget for dig?
>> Læs mere om ejendomsserviceteknikeruddannelsen
Vælg en erhvervsuddannelse – din drøm dit valg!