Toggle navigation

Troels vil være bygningsstruktør

AMU Nordjylland har haft besøg af Troels, som går i 8. klasse på Biersted Skole. Han vil gerne bygge store betonbygninger i fremtiden som Musikhuset og det nye sygehus. Derfor var han på besøg hos os for at få en smagsprøve på uddannelsen som bygningsstruktør.

”Jeg har prøvet at støbe i beton og lave armering i dag, og så har jeg fulgt undervisningen og deltaget i gruppearbejde med struktøreleverne. Det har været sjovt,” fortæller Troels.

Troels kommer fra en håndværkerfamilie med tømrere, elektrikere, smede, mekanikere. Han havde også selv overvejet de brancher, men de store byggerier fangede hans interesse i stedet: ”Jeg vil gerne kunne pege og fortælle andre, at dén bygning har jeg været med til at lave.”

Når der skal vælges læreplads, så søger Troels ind hos A. Enggaard. Han har nemlig set dem arbejde på en masse spændende projekter. Og de kan snart forvente en ansøgning fra ham: "Jeg gider ikke sidde stille mere, så vælger ikke 10. klasse. Jeg har to fritidsarbejder, fordi jeg bare gerne vil ud i det gode vejr og arbejde,” fortæller han.

Troels har masser af frisk luft at se frem til, når han følger sin drøm og bliver uddannet bygningsstruktør.

AMU Nordjylland ønsker Troels al held og lykke i fremtiden – og vi glæder os til at se ham herude.

Læs mere om struktøruddannelsen her

troels1_300x534