Toggle navigation

Forflytningsvejleder - Mette fra Fønixgården i Struer

Vidste meget lidt inden

Mette Pedersen er en af to vejledere i forflytning på Fønixgården i Struer - et botilbud for voksne udviklingshæmmede.
I juni 2021 tog hun uddannelsen til forflytningsvejleder på AMU Nordjylland.  

Men allerede inden da, vejledte hun sine kollegaer i kunsten at hjælpe borgere fra et sted til det andet på den klogeste måde, så de kunne undgå arbejdsskader og nedslidning.  Selv om hun dengang vidste meget lidt om forflytningsteknik.
                             
”Som ergoterapeut forventer folk, at man ved noget om forflytning. Men i løbet af de tre et halvt års uddannelse til ergoterapeut tror jeg højst, at jeg har haft fire timer om det. Og i min praktik i psykiatrien fik jeg hverken afprøvet forflytning eller hjælpemidler”.

Bruger sin nye viden

Mette Pedersen bad sin leder om at komme på kursus og fik ja. Siden har hun brugt sin nye viden flittigt. Til gavn for sig selv, sine kollegaer og de udviklingshæmmede beboere på Fønixgården.  

For eksempel, når en borger i kørestol skal have en trøje på. Tidligere ville Mette Pedersen have presset borgeren frem i sædet for at få trøjen ned over ryggen og måske løftet lidt på ham.
Nu kører hun allerførst stolen op i højden for at undgå at bukke sig.

Bedre livskvalitet

”På den måde får jeg den rigtige arbejdshøjde og bruger et minimum af mine egne kræfter. Bagefter kipper jeg sædet lidt frem og beder borgeren om at læne sig frem. Jeg får ham til selv at arbejde for at komme i tøjet. På den måde træner borgeren sine ressourcer og vedligeholder sine funktioner længst muligt. Det giver bedre livskvalitet", pointerer Mette Pedersen.

Efter kurset er Mette Pedersen blevet langt mere bevidst om at gribe til hjælpemidler. Når en borger skal vendes i sengen, bruger hun ikke længere sine egne kræfter, men eksempelvis et el-drevet vendelagen.

”Jeg har fået øjnene op for, at der er så mange hjælpemidler, man kan bruge.”

Den nyerhvervede viden giver Mette Pedersen videre til sine mange kollegaer: Pædagoger, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter og ufaglærte unge.

 ”Kurset har været virkelig, virkelig godt. Jeg føler, at jeg er blevet en meget bedre ergoterapeut. Og jeg har fået lyst til at lære så meget mere.”
Mette_Pedersen_Ergoterapeut_på_Fønixgården_i_Struer

Vild med ny viden

Mette Pedersen, ergoterapeut på Fønixgården i Struer har taget uddannelsen til forflytningsvejleder:

”Det har virkelig været en øjenåbner for mig. Før kurset i forflytning kunne jeg fornemme, at jeg gjorde mange uhensigtsmæssige ting og valgte de hurtige løsninger. Jeg brugte mig selv i stedet for at bruge hjælpemidler og lade borgerne bruge deres kræfter.”