Det er dejligt at arbejde med og i naturen
Anlægsgartner-grundforløb på Sandmoseskolen
”Jeg er helt stolt over de træer, vi fik beskåret – helt overrasket stolt over – at det gik så godt, og at det så så pænt ud”. Thomas er lige begyndt på grundforløbet på anlægsgartner, og hans ansigt lyser lidt op, når han fortæller om én af de praktiske opgaver, han har lavet i løbet af de første fire uger på Sandmoseskolen.
Thomas er elev på det første hold GF2-anlægsgartner-elever på Sandmoseskolen. Her har været hovedforløb til anlægsgartner i mange år, så det er kun naturligt, at grundforløbet nu også kan tages på samme skole. ”Det er fedt for eleverne, at de er midt i ”anlægsgartner-kulturen” fra dag ét”, mener udviklingsdirektør Bo Banch: ”så kan eleverne på grundforløbet følge med i, hvad hovedforløbseleverne laver, så de kan se, hvad de selv skal kunne – med tiden”.
Ikke en finger at sætte på noget
”Lige bortset fra offentlig transport, er der ikke en finger at sætte på noget heroppe”, mener Thomas: ”Det er nogle kanonsøde mennesker, der arbejder her. Og det er rart, at der er nogen at lave ting sammen med”. Det sidste referer til de andre elever på anlægsgartner-GF2, men også til de hovedforløbselever, der kommer på skoleophold. ”Jeg er i den ældre del – holdet er nok omkring 23-25 i gennemsnit, der er en enkelt på 17, men det er ikke noget, jeg mærker noget til. Vi hjælper hinanden og har det godt sammen”.
Dejligt at arbejde med naturen
Faktisk er Thomas i gang med et reelt karriereskifte: ”Jeg har gået en årrække med en ide om at det her gartnerarbejde udenfor, at arbejde med naturen, kunne være dejligt”. Derfor kontaktede han virksomhedskonsulent Pia Royberg hos AMU Nordjylland Sandmoseskolen – og så gik det stærkt: ”Der gik halvanden uge fra jeg snakkede med Pia heroppefra – så var jeg til samtale om en praktikplads”, fortæller Thomas: ”Jeg har aldrig prøvet, at noget gik så hurtigt før”.
Gode chancer for læreplads
Thomas fik en måned hos Aalborg kommune og blev bekræftet i, at det var godt at arbejde udendørs: ”Jeg syntes det var rigtigt rart den måned i sommers at gå og pleje parkerne og holde dem rene og pæne.” Aalborg Kommune er da også på ønskelisten, når Thomas skal have en læreplads: ”Vi skal have nogle praktikuger på grundforløbet, og den ene må meget gerne være ved Aalborg Kommune for at holde kontakten ved lige og sige, at jeg er her altså stadigvæk. Og de kender mig, og er glade for mig, og når jeg forhåbentlig består grundforløbet, så er der vel gode chancer…”
Bo Banch tilføjer, at ”det tætte samarbejde mellem mestrene og Sandmoseskolen gør, at det nu bliver lettere for eleverne at få hjælp til at finde en velegnet læreplads”.
Bo Banch tilføjer, at ”det tætte samarbejde mellem mestrene og Sandmoseskolen gør, at det nu bliver lettere for eleverne at få hjælp til at finde en velegnet læreplads”.
Se om det er noget for dig
Det bedste råd, Thomas har til andre, der overvejer at blive anlægsgartner, er at kaste sig ud i det: ”Gør som mig og få en praktik et sted, og se om det er noget for én selv. Kontakt skolen og få dem til at hjælpe med at kigge på det!”
Både grundforløb og hovedforløb til anlægsgartner foregår på Sandmoseskolen. Den ligger midt i naturen i Tranum Klitplantage. Der er skolehjem, hvor du kan bo, når du er på skoleforløb. Læs mere om Sandemoseskolen her.
Både grundforløb og hovedforløb til anlægsgartner foregår på Sandmoseskolen. Den ligger midt i naturen i Tranum Klitplantage. Der er skolehjem, hvor du kan bo, når du er på skoleforløb. Læs mere om Sandemoseskolen her.