Toggle navigation

Skiftede uddannelse - fik læreplads

3. juni 2025
Turboforlob_Esben_og_Marcus

Esben og Marcus skiftede fra tømrer til struktør – så kom lærepladsen i hus

I Nordjylland er langt over 100 tømrerlærlinge i skoleoplæring, fordi de ikke kan finde en læreplads.
Det kender Esben Folman Kümmel fra Gedsted og Marcus Alexander Vestergaard, Løgstør, alt til.

Mange mangler læreplads
 ”Vi er rigtig mange, der ikke har ikke fået læreplads som tømrer. Vi har søgt mange steder”, fortæller Esben.
Han forklarer det med, at tømrer er et kendt fag.
”Ja, for mange vil være tømrer”, supplerer Marcus. 

Smutvej til struktør-uddannelsen
Derfor hoppede de to 18-årige lige før påske på et nyt tilbud fra AMU Nordjylland: Et seks ugers turboforløb, der giver direkte adgang til hovedforløbet på struktør-uddannelsen.
Præcis for elever som Esben og Marcus, der har bestået grundforløb 2 på træfagenes byggeuddannelse.
”Det var stort set sikkert, at vi ville få en læreplads. Så det var bare med at komme afsted”, forklarer Marcus.

Læreplads kom i hus
I dag har begge fået læreplads hos NCO Byg, Aars A/S. Marcus som anlægsstruktør (byggeri fra jorden og ned), Esben som bygningsstruktør (byggeri fra jorden og op). Begge trives i deres nye fag.
”Jeg har altid elsket håndværk, og træ siger mig noget. Men der er også rigtig meget træ i arbejdet som bygningsstruktør – bare på en anden måde. Og så tjener man gode penge i det her fag, pointerer Esben. 

En bette drengedrøm
Marcus har vidst siden 6. klasse, at han ville være tømrer. Men nu er han vild med arbejdet som anlægsstruktør:
”Det er en bette drengedrøm at køre kæmpestore gravemaskiner og grave huller. Det er fedt.”

Læreplads til 80 procent
Fire af de fem på Marcus og Esbens turbo-forløb har fået læreplads - og den femte har fået tilbudt samtale.

Kender du en, der går på tømreruddannelsen, og ikke kan finde en læreplads? Så prik dem på skulderen. AMU Nordjylland har et nyt turboforløb med start 20. oktober 2025.

#tømrerlærling #læreplads #struktør #anlægsstruktør #bygningsstruktør