Toggle navigation

AMU-Astrid beroliger: Kål er ok

6. januar 2022
AdobeStock_grønkål

Er du coli-kål-forskrækket? Rolig nu, AMU-Astrid gør dig klogere.
”Kålsalat skyld i stort sygdomsudbrud. 68 smittetilfælde med E.coli.” Sådan lød udmeldingen fra Statens Seruminstitut op til jul.  Og så kan enhver jo miste lysten til at spise kål – selv om man er nok så januar-klar til det sunde liv.
Men rolig nu. Lyt til AMU-Astrid (Astrid Fredsted, faglærer ved Køkken, café og kantine, AMU Nordjylland).
Hun synes det er synd at sende kålen i skammekrogen, hun ved, hvordan den skal behandles, og så har hun en lækker opskrift i ærmet.
” Grønkål er en kæmpe energibooster her i den mørke tid. Den indeholder masser af livsvigtige næringsstoffer, som forebygger hjertekarsygdomme og styrker immunforsvaret. Den holder din tarmfunktion i gang og mindsker risikoen for kræft,” lyder AMU-Astrids pep-talk for den "farlige" kål.
Hendes faglærer-råd er (ud over rene hænder):

FØR KØLESKABET: I grønkålens krøllede blade kan der nemt gemme sig jordbakterier. Men så er der bare at skylle kålen grundigt i vand, så alt snavs kommer væk, og bagefter lade det tørre på et rent viskestykke, så kålen ikke rådner.

I KØLESKABET: Opbevar salaten på de øverste hylder i køleskabet for at undgå krydssmitte. Grønkål kan holde sig i cirka tre uger i en plasticpose.

EFTER KØLESKABET: Undgå uønskede mikroorganismer, der kan gøre os syge: Undgå at ta-tøjet falder ned i salaten.

Selv med de færdigblandede salater har man en vis indflydelse på hygiejnen, pointerer AMU-Astrid.
”Man kan aldrig vide sig 100 procent sikker på ikke at blive syg. Du er ikke herre over alle led. En producent var skyld i den forurenede kål op til jul. Men gør du dårlige ting i dit eget køkken, får bakterierne endnu mere grobund. Hvis du har kål liggende to dage for længe i køleskabet ved den forkerte temperatur, er der måske to millioner bakterier i stedet for en.”
Nu hvor Astrid har gjort dig til herre over bakterierne, grønkålen og dit eget køkken, så værs’go: Lav dig en lækker grønkålstatar på groft rugbrød.

Opskrift, fire personer:
125 gram rå, finthakket grønkål
En teske olivenolie
Salt og peber
Fire skiver fuldkornsrugbrød
200 gram fem procent rygeost
Fire pasteuriserede æggeblommer
Et lille hakket rødløg

Tilberedning:
Rør den hakkede grønkål med olivenolie, salt og peber.
Smør rugbrødsskiverne rundhåndet med rygeost og bred grønkålen ovenpå.
Lav en lille fordybning i midten, hvori æggeblommen anbringes, drys med rødløg og peber og servér.

AMU-Astrids kommentar: Grønkålen har for alvor fået en renæssance og tatar af rå grønkål er efterhånden en klassiker i det nye nordiske køkken. Prøv det. Det smager vældig godt!

Astrid Fredsted underviser blandt andet i hygiejne for fødevarehåndtering og henviser interesserede til AMU Nordjyllands hjemmeside:
Et-dages kurser i hygiejne for fødevarehåndtering:
https://www.amunordjylland.dk/hygiejne-for...
Tre-dages kurser i almen fødevarehygiejne: 
https://www.amunordjylland.dk/almen-foedevarehygiejne_1