Topnøglesæt og læreplads til Sebastian!
Sebastian Aggerholm har i sommeren 2019 afsluttet grundforløbet inden for Lager ved AMU Nordjylland
– uden en eneste dags fravær!
Sebastian er godt i gang med lærepladsen som lageroperatør hos Viggo Laursen A/S.
Som belønning for ”nul fravær + læreplads” har han af faglærer Michael Kofoed Olesen fået overrakt et lækkert topnøglesæt fra AMU Nordjylland.
Godt gået, Sebastian!
Lidt om Sebastians valg
Mød Sebastian Aggerholm på 19 år, som lige nu er i lære som lager- og logistikoperatør hos Viggo Laursen - leverandør af dæk og fælge til bl.a. værksteder, dækcentre og bilforhandlere.
- Jeg har valgt lager- og logistikoperatøruddannelsen hos AMU Nordjylland, fordi jeg rigtig godt kan li’ de arbejdsopgaver, som jeg står med ude på lageret. Min arbejdsdag er meget varieret og ikke to dage er ens. Det, synes jeg, er rigtig fedt.
Jeg fandt selv frem til uddannelsen efter at have haft et fritidsarbejde på et lager. Noget af det, som er rigtig godt ved uddannelsen, er, at den er meget praktisk. Vi laver mange praktiske øvelser og sidder altså ikke bare stille på skolebænken. Vi får lov til at prøve en masse, og det gør jeg også, når jeg er på arbejdspladsen. Nogle dage er jeg på lageret, og andre dage plukker og pakker jeg varerne og kører også ud med dem til kunden.
Når jeg er færdig med uddannelsen, håber jeg på at kunne blive hos Viggo Laursen, for jeg er rigtig glad for at være her.