Toggle navigation

AMU Nordjylland har landets bedste lagerelev!

25. marts 2019
Billede_2_holdfoto

Fredag den 22. marts blev der afholdt DM for transportlærlinge 2019, og det betød flere flotte placeringer til transporteleverne fra AMU Nordjylland. Helt i top kom Lasse Mariager fra Biersted, som vandt guld inden for lager.

- Vi meget stolte over vores dygtige elever til DM for transportlærlinge 2019! Og vi er naturligvis meget begejstrede for, at Lasse vandt guld inden for lager. Vores elever har alle gjort deres bedste i konkurrencen, og der har været en rigtig god holdstemning. De har været gode til at bakke hinanden op, og elevernes familier og lærepladser har også støttet flot op omkring deltagerne, fortæller Morten Lund Dam uddannelses- og markedschef hos AMU Nordjylland.

Til DM for transportlærlinge dystede elever fra hele landet i forskellige teoretiske og praktiske discipliner inden for godstransport samt lager og logistik, og ud over at vinde guld inden for lager vandt Lasse Mariager også 1. pladsen inden for selve disciplinen ”Præcision gaffeltruck” samt 3. pladsen inden for disciplinen ”Varesalg”. Derudover sikrede godschaufførelev Rasmus Hjort Bagger sig en flot førsteplads inden for disciplinen ”Forvogn og hænger”.

AMU Nordjylland takker alle eleverne for en flot indsats – inkl. reserve Mathias Baisgaard, som agerede super coach for de dystende holdkammerater.

Om AMU Nordjylland
AMU Nordjylland er en bredtfavnende uddannelsesinstitution, der har fokus på at understøtte det fleksible danske arbejdsmarked med relevante og målrettede uddannelsestilbud. Skolen tilbyder både erhvervsuddannelser (EUD) og arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) på alle niveauer – fra de helt grundlæggende til de mere specialiserede. Inden for EUD har AMU Nordjylland ekstra fokus på at sikre praktikpladser til eleverne.

Om DM for transportlærlinge
DM for transportlærlinge er en landsdækkende konkurrence, hvor chauffør- og lagerlærlinge dyster om at blive landets bedste. Danmarksmesterskabet afholdes hvert år og i år fandt det sted i forbindelse med Transportmessen i Herning.

Kontaktoplysninger
For yderligere information kontakt uddannelses- og markedschef Morten Lund Dam på mail: md@amunordjylland.dk eller telefon 9633 2257

På billedet ses
... fra venstre: Mathias Larsen (godschaufførelev hos Fodercentralen Limfjorden), Mikkel Gasberg (lager- og logistikelev hos Drinx), Lasse Mariager (lager- og logistikelev hos Aalborg Gummivarefabrik) og Rasmus Hjort Bagger (godschaufførelev hos vognmand Kristian Rytter).