Toggle navigation

Unge mennesker, ja tak

Jo yngre du er, jo bedre. Især, hvis du har et solidt servicegen, dine hænder er godt skruet på og du trives med at møde mange mennesker. Det kunne lyde som en jobbeskrivelse af verdens ældste erhverv – say no more – men vi taler om uddannelsen til ejendomsservicetekniker. 
Helt præcist er det faglærer ved AMU Nordjylland, Søren Myrrhøj, der taler.
”Jeg vil gerne have flere unge elever. Der er stor efterspørgsel på dem. Hvis de har lyst til at servicere, har de en guldkarriere for sig med god løn og pension, der svarer til håndværksbranchen. Som nyuddannede får de minimum 30.000 kroner plus pension”, lokker Søren Myrrhøj.
Han lokker, fordi han som faglærer på erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker har tæt forbindelse til hele branchen og dens arbejdsgivere.
”Rigtig mange arbejdsgivere vil gerne have de unge. De vil selv være med til at danne dem og lade dem lære firmaets ånd at kende. Himmerland Boligforening skriger for eksempel efter unge, og Lejerbo vil helst have dem under 25 år”, beretter han.
Mens andre brancher har svært ved at levere lærepladser nok, ser det lyst ud for ejendomsserviceteknikerelever. 
18 fra AMU Nordjylland skal i lære til januar, og de fleste har allerede fundet sig en læreplads, fortæller faglærer Søren Myrrhøj. 
En af dem er 27-årige Daniel Skaue fra Aalborg, der skal i lære hos Himmerland Boligforening. Hans fremtid tegner langt lysere, end da han for et lille års tid siden gik ledig.
”Jeg mistede mit arbejde på et hotel på grund af corona. Jobcentret foreslog mig uddannelsen til ejendomsservicetekniker, fordi jeg er vant til at arbejde i servicefaget – derfor søgte jeg ind på den her uddannelse, fortæller han.
Det har han ikke fortrudt.
”Jeg bryder mig ikke så meget om at sidde på kontor hele dagen. Jobbet som ejendomsservicetekniker er varieret, og der er også mange forskellige jobmuligheder med forskellige opgaver. 
For andre, der er nysgerrige på faget, har han et råd. Hvis man er god til at tale med andre mennesker, serviceminded og kan lidt af hvert i forhold til praktiske opgaver – ja så er det bare at søge ind.
”Giv det et skud. Man skal ikke være perfektionist, man skal bare ville det.”