Toggle navigation

Frederik er klar til et helt nyt liv

15. august 2022
IMG_3659_2_

Tasken over skulderen, et stort smil og lidt sommerfugle i maven. 22-årige Frederik Toft-Hansen fra Skagen kan godt minde om en forvokset udgave af et glad barn, der har første skoledag. 

Arbejdsskader
Men han har meget mere i bagagen. Et dårligt håndled, dårlig skulder og en ryg, der er opereret for diskusprolaps. En fortid som slagteriarbejder fra han var 17 til 20 år gammel. 
Alt det er pakket væk, for Frederik er en af de mange nye elever, der nu tager hul på en erhvervsuddannelse på grundforløb 2 hos AMU Nordjylland. Frederik vil være anlægsstruktør. 

Fra arbejdsmand til lærling
De sidste to uger har han været ansat som arbejdsmand hos Borgen Kloakservice A/S i Vadum, og fra i dag kan han kalde sig lærling samme sted.
Tidligere har Frederik været i Livgarden, og han er uddannet industrislagter. 
”Det giver gode penge, men det er for hårdt i længden. Jeg er blevet opereret i skulderen og i ryggen. Sådan er det, når man er slagteriarbejder”.

Fremtidsplaner
Derfor overvejer Frederik allerede nu, hvad der skal ske, når han er udlært anlægsstruktør.
”Så læser jeg nok videre.  Det er sjovere, når man er 50 år, at sidde med en pen end at stå med en skovl. Jeg kommer fra Nordjylland og kan godt se forskel på at være nedslidt og ikke at være nedslidt.”