Toggle navigation

"Jeg kan ikke sidde stille"

4. august 2022
Troels_Lyndgaard_Pedersen8


I niende klasse tog 19-årige Troels fra Gjøl et valg, han i dag glæder sig over hver dag. Hvis du ligner ham, eller kender nogen, der gør, så slå lige ørerne ud.

Fra lille har 19-årige Troels Lyndgaard Pedersen fra Gjøl været med sin minkavler-far på arbejde, og siden han var 13, har han haft fritidsjobs.
”Jeg er meget rastløs og har altid fritidsjobs, når jeg har fri. Både til hverdag og i weekenderne. ”

Perfekt læreplads
Så det passer ham perfekt at være i lære som bygningsstruktør hos A. Enggaard A/S, der er ved at opføre et p-hus på Stigsborg Brygge.
”Lige nu er jeg anhugger. Jeg tager mig af alle de elementer, som kranen skal hejse op på etagerne. Der er meget ansvar, og det kan jeg godt li’.”
At han i den grad er landet på den rette hylde, kan han takke sig selv - og sin mor - for. Sammen fandt de frem til, at struktøruddannelsen lød som noget for ham.

Glad for selv at vælge
”Jeg var glad for at komme på den anden side af Folkeskolen. Glad for, at jeg nu selv kunne vælge, hvad jeg ville lave. At sidde stille og læse en bog – det kan jeg ikke. Så det skulle være et håndværk. Og det skulle være noget, jeg kunne se. Gerne i stor skala.”

Bare federe
Det er det så også blevet. P-huset bag Troels er til at få øje på.
”Det her er federe end at være tømrer eller murer. Der sker mere. Og jo større det er, jo sjovere, har jeg fundet ud af”.