Toggle navigation

Peter lægger arm med skæbnen

3. august 2022
IMG_3597

Problemer er noget, man tager i strakt arm. Og er venstre lam, så må højre jo bare kunne klare lidt mere. I hvert fald hvis man hedder Peter Thøgersen og er vant til at tage fat. 

Ulykken
Da landmand Peter Thøgersen fra Øster Vrå  en aften i 2009 sætter sig op på en motocrossmaskine, ved han ikke, at hans venstre arm om et øjeblik vil være lam. Eller at han alligevel skal ende med at kunne gøre imponerende meget. 
Peter vågner en forårsdag i 2009 og undrer sig. Det sidste han husker er, at han kører på motocross på en mark sammen med en kammerat. Det er så mørkt, at de har svært ved at se hinanden.
Så hvorfor ligger han her med en sygeplejerske ved sin side og er i øvrigt umanerligt tørstig?
Han og kammeraten er kørt ind i hinanden, får han at vide. Begge er kommet alvorligt til skade.

Førtidspension forude
Peter har brækket kravebenet, lungen er punkteret og venstre arm er lam fra skulderen og ned.
En førtidspension tegner sig i horisonten.
”Jeg skulle ikke pive ret meget, før det skete”, mindes Peter. Halvanden måned efter, at han er kommet hjem fra sygehuset, genoptager han i stedet for sit landmandsliv så godt, han kan. For, som han siger: ”Grisene og traktoren ved ikke, at jeg kun kan bruge en arm”.

Arbejdet trækker
I 2010 sørger en socialrådgiver fra LandboNord for, at han tilkendes revalidering. Det varer dog kun et år. Planen er, at Peter skal omskoles til lærer, men i stedet ender han med at få mere og mere at lave: Som underviser på Agri College, som medhjælper for en landmand og som hobby-landmand med jord og fedekvæg.

Tekniske løsninger
Peter mangler godt nok sin venstre arm, når han skal bruge joysticket i en rendegraver. Men så får han bygget rendegraveren om og installeret to special-pedaler i stedet for. 
På samme måde har han netop hos AMU Nordjylland taget kørekort til lastbil med anhænger. Her er løsningen en ratknop monteret på rattet, så Peter med bare en hånd kan betjene alle de funktioner, der normalt kræver to hænder. 
Andre i samme situation opfordrer han til ikke at give op.
”Det offentlige system er udmærket, men du bliver nødt til selv at gøre noget. Det er dig selv, der bestemmer. Du kan ikke regne med, at nogen kommer og gør det for dig.” 
Se video med Peter