Toggle navigation

Ordblinde Morten: Jeg troede, de tog pis på mig

6. maj 2022
IMG_1291

"Det er en and". Det var Morten Daugbergs første tanke, da han fik et brev fra SMV Aalborg (tidligere Aalborg Håndværkerforening). Der stod, at han var modtager af et legat på 10.000 kroner. Brevet kom 8. april - præcis på hans fødselsdag. Og i anden linje stod der, at han bare lige skulle udlevere sit kontonummer. Brevet fik han hjælp til at læse. For 51-årige Morten Daugberg fra Vadum er stærkt ordblind. Så meget, at han har skrottet sit gamle efternavn, Christensen, fordi han ikke kan stave til det. Da han i efteråret 2021 blev udlært som anlægsstruktør, var det en stor personlig triumf. Det ville et fagligt skulderklap i form af et legat også være. Så Morten ringede til håndværkerforeningen for at tjekke. De insisterede på det med kontonummeret. ”Det får de fandme ikke”, tænkte Morten, men ringede alligevel til sin arbejdsgiver, Arkil A/S. Nej, de havde ikke indstillet ham til legatet. Men de havde også fået et brev, og der stod at Mortens gamle faglærer på AMU Nordjylland, Laurits Borup Rasmussen, stod bag. Så Morten greb igen mobilen. ”Laurits, jeg har fået sådan et mærkeligt brev. Men de vil bare have mine oplysninger?” Svaret gav Morten vand i øjnene. ”Morten, det er mig, der har indstillet dig”. Morten er glad for de 10.000 kroner. Men anerkendelsen betyder langt mere. ”Det kommer ind lige efter min kone og mine børn. Laurits ved slet ikke, hvor meget, det betyder for mig. Det giver lige det der ”Du kan sgu godt”. Det viser, at ordblindhed ikke behøver at være et problem - og heller ikke alderen. Vi var 10-12 stykker, der fik et legat, og jeg kunne være far til dem alle sammen.”
(Vil du vide mere om Morten? Læs eller lyt her )