Toggle navigation

Drone-video: Så galt kan det gå

11. april 2022
Drone_N_

Droner kan være supersjove at lege med og smarte som arbejdsredskaber. Men brugt forkert kan de i værste fald være livsfarlige.
Samtidig risikerer droneføreren erstatningskrav på op mod en halv million kroner. Det budskab går Flyvestation Aalborg og Nordjyllands Politi nu ud med i en omfattende kampagne (se video).
De seneste to år har myndighederne registreret 15 droner, der fløj ulovlig tæt på flyvestationen, og i år har der indtil videre været tre.
”Vi kan godt forstå fascinationen af droner. Men der er masser af luftrum, hvor man godt må flyve”, pointerer Morten Valentin Jensen, presseofficer hos Flyvestation Aalborg. 
Han håber, at kampagnen vil få flere til at sætte sig ind i reglerne. For eksempel ved at blive uddannet dronefører.
”Jo bedre folk er uddannet til at flyve med drone, jo mindre er risikoen for, at de gør det forkert. Jeg er helt med på, at man kan lave fede videoer på havkajak eller mountainbike. Det er heller ikke noget problem - bare man gør det med omtanke og følger reglerne”.
OBS: Vil du have helt styr på reglerne og tilladelse til at flyve i større områder, er løsningen oplagt: Et dronecertifikat: https://www.amunordjylland.dk/undergruppe/drone/