Toggle navigation

Modigt jobskifte

17. marts 2022

Heines hænder vender helt forkert.
”Jeg kan ikke se forskel på blomster og ukrudt”. Citat: Heine Mikkelsen, 41 år, fra Aalborg og ny i den grønne branche.
Han har taget et udefra set lidt underligt jobskifte fra 10 år som chef i detailvarebranchen til ansættelse i den grønne branche.
”Mine hænder vender helt forkert, og jeg har ry for ikke at ville have beskidte fingre”, fortsætter Heine Mikkelsen.
Alligevel kriblede det lidt i fingrene, da Heine sidste sommer hyrede entreprenør- og anlægsgartnervirksomheden Forstas A/S til lægge sin have om.
”Jeg ved ingenting om græs, blomster og træer. Men jeg havde en uges ferie og kunne lige så godt hjælpe til.”
Havearbejdet var en pause fra en stressende hverdag med 50 timers arbejdsuge, mange deadlines og barn nummer to på vej.
”Stik mig et job”, bad Heine, og vupti var han ansat hos Forstas til en lavere løn, men helt andre arbejdsvilkår.
”Før skulle jeg hele tiden stå til rådighed. Nu fik jeg mere tid, kunne selv bestemme mødetider og hente børn i hverdagen. ”
Omgangskredsen forstod ham.
”Jeg har fået utrolig mange positive reaktioner på, at jeg har investeret i familieliv fremfor arbejdsliv. Og på, at jeg turde tage springet fra sikkerhed til usikkerhed.”
I dag har Heine Mikkelsen en del mere at byde ind med i sin nye branche. Han har taget fire ugers basiskursus for anlægsgartnere på Sandmosen Amu Nordjylland og glæder sig til at bruge sine nye færdigheder snart. Om hænderne så vender mere rigtigt, vil hurtigt vise sig.
”Jeg skal stå for vedligehold i boligforeninger”.
Tjek her - hvis du vil vide mere om AMU Nordjyllands grønne kurser.