Toggle navigation

Farvel til kontanthjælp?

7. marts 2022
Kursus-Charlotte_beskaaret

Rikke og Charlotte drømmer. Men nu skal de møde arbejdsgiverne.
Charlotte Olesen fra Aalborg (billedet) drømmer om at få et fast job. Om at komme fri af kontanthjælpen og sætte punktum for de 11 år, hun indtil videre har gået ledig.
Rikke Trudsløv Thomasen fra Ulsted vil bare gerne finde et job med de rigtige antal timer. Nemlig så mange timer, som hun kan holde til – måske i et flexjob.
Rikke er tidligere droppet ud af en cater-uddannelse, fordi det blev for hårdt. Og Charlotte har været i praktik, der ikke førte til noget. Hun er uddannet social og sundhedshjælper, men har været væk fra faget så længe, at hun hellere vil prøve køkkenvejen.
Rikke og Charlotte er to ud af 20 kursister på AMU Nordjyllands seks ugers introduktionskursus til tre jobområder: Serviceassistent, køkkenassistent og personlig hjælper.
17. februar kommer deres nerver måske til at stå en smule på højkant. Da står der speeddating med arbejdsgivere på skemaet. Da er der chance for en praktikplads, som måske kan føre til job i servicebranchen.
”Med praktikken kan de se en an, og så håber jeg på, at de tror på mig”, siger Charlotte.
Det er der gode chancer for. For de 20 kursister på holdet er lige så dedikerede som kursisterne i 2021, hvor Jobcenter Aalborg og AMU Nordjylland havde et lignende forløb. Dengang kom 14 ud af 17 kontanthjælpsmodtagere i job – og er det stadig.