Toggle navigation

Her trives unge bedst

28. februar 2022
IMG_2392

Sidste år søgte cirka 70 procent af de unge ind på gymnasiet. Men de 20 procent, der valgte en erhvervsuddannelse, trives bedst.
Se bare på fotoet af fire unge godschaufførelever fra AMU Nordjylland. Noah, Malthe, Philip og Aksel. Hvis du synes, de ser glade og tilfredse ud, så er den god nok. For det er de i høj grad – ligesom mange andre unge, der har valgt en erhvervsuddannelse.
Sammenlignet med unge på gymnasierne er eud-elever mere motiverede for at gå på deres uddannelse. De føler sig mere sikre på, at de har valgt rigtigt, trives i højere grad med det, de laver, og føler sig mindre pressede. Det viser en frisk undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut - EVA.
Måske fordi mange eud-elever tidligt ved, hvad de vil med deres uddannelse.  
Som nu de fire godschaufførelever på AMU Nordjylland, der har været på langture med fædre og onkler fra de var små, eller på andre måder snuset til faget.
”Jeg kan godt li’ at komme med min far på arbejde. Jeg har ikke lyst til at være andet end lastbilchauffør”, fortæller 16-årige Philip Henrik Kyed Jensen.
Det faglige niveau i undervisningen passer ham fint.
” De smider dig ikke ud i noget, der er helt væk. Man føler ikke, man skal nå et eller andet, og hvis man laver fejl, er det ok.”
Socialt trives han.
”Der egentlig en fed stemning i klassen. Ikke noget mobning”.
Og motivationen er i top.
”Jeg vil gerne have det, der skal til, for at få en læreplads.”
Dermed repræsenterer Philip resultaterne i undersøgelsen fra Danmarks Evalueringsinstitut ganske fint.
Den viser – ikke overraskende – at unge trives bedst på deres uddannelse, hvis de finder den interessant, hvis de kommer godt ud af det med de andre elever, har gode lærere og oplever, og hvis det faglige niveau er passende.
Læs mere om undersøgelsen her