Toggle navigation

Aalborg Kommune, Rengøringsfunktionen: Elever er vigtige for os

15. april 2021
Ratree_Kristensen_og_Lars_N__hr___Reng__ringsfunkt

Hos AMU Nordjylland har vi besøgt vores gode samarbejdspartner: Rengøringsfunktionen BFO, Aalborg Kommune for en snak om uddannelse.

Rengøringsfunktionen har et stort virkeområde med rengøring i kommunens institutioner: Børnehaver, daginstitutioner, jobcenter, div. kommunale kontorer, plejehjem og tandklinikker m.m.

På kontoret møder vi Lars Nøhr, rengøringsleder og medarbejder Ratree Kristensen.

Ratree valgte rigtigt


Ratree Kristensen er uddannet rengøringstekniker fra AMU Nordjylland i 2019 og er ansat hos Lars i Aalborg Kommune, Rengøringsfunktionen.

Ratree har i en årrække vidst, at hun gerne ville være faglært inden for rengøring.
Med hendes thailandske baggrund var hun nødt til at få de tilstrækkelige danskkundskaber på plads for at kunne tage uddannelsen til rengøringstekniker.

På VUC tog hun 9. klasse, som det kræves, hvorefter kunne hun bestå sprogtesten og starte på grundforløbet til rengøringstekniker hos AMU Nordjylland.

Ratree modtog SU under uddannelsen, som hun tog som voksenelev (den vej, der hedder EUV3).
Under praktik hos Rengøringsfunktionen beviste Ratree sit værd, og gjorde sig fortjent til en læreplads.

Ratree fik sit svendebrev i 2019 og er i dag fastansat.
I jobbet har hun en afvekslende hverdag, idet hun kører ud og arbejder på forskellige institutioner.
Og når der er brug for det, fungerer hun som reserve for tilsynsføreren.

Hun trives med den store grad af selvstændighed i jobbet og hendes stolthed for faget lyser ud af hende.


Det vægter vi, når vi skal vælge elever

Lars Nøhr, Rengøringsleder, Rengøringsfunktionen BFO, Aalborg Kommune Lars Nøhr ser det som et ansvar som arbejdsgiver at tage elever og fortæller:

Det er vigtigt, at man som elev hos os har en positiv indstilling og en faglig stolthed – man skal se faget som sit hverv.

Vi har 150 medarbejdere med 15/16 forskellige nationaliteter, og det er vigtigt, at eleven har grundlæggende danskkundskaber.
Ud over at man skal kunne kommunikere med kolleger og ledelse, foregår rengøringen foregår ofte som ”synlig rengøring” - altså mens institutionen holder åbent. Det gør medarbejderne til frontpersonale, som skal kunne tale med de ansatte på stedet, børnene i børnehaven etc.

Geografien spiller også ind – da det skal være realistisk at kunne møde tidligt ind på arbejdspladsen.

Ovenstående er grundlag for et godt samarbejde – og vi er glade for, at vi har været i stand til at fastholde gode faste medarbejdere gennem mange år.

Skal rengøring også være dit fag?

Så vær med, når vi har opstart på grundforløbet d. 16. august 2021:

https://www.amunordjylland.dk/serviceassistent/-rengoeringstekniker

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

Inger Knudsen, virksomhedskonsulent
Tlf.: 9633 2328, e-mail: iknu@amunordjylland.dk