Mål og formål
Arbejdsmiljøuddannelsen giver deltagerne en helhedsforståelse af arbejdsmiljøområdet og viden til at kunne anvende de fornødne arbejdsmetoder til at varetage arbejdsmiljøindsatserne i virksomheden.
Formålet med den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse er at:
- Styrke det forebyggende arbejde og at effektivisere arbejdsmiljøorganisationens arbejde.
- Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere får den fornødne viden om arbejdsmiljø og om metoder til at varetage sikkerheds- og sundhedsmæssige opgaver.
- Samarbejdet om arbejdsmiljø sker på en systematisk måde, både på det rationelle og det strategiske niveau.
- Give arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere kompetencer til at medvirke til at integrere arbejdsmiljø i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift.
Målgruppe
- Valgte arbejdsmiljørepræsentanter og MED*-repræsentanter i private og offentlige virksomheder og institutioner.
- Arbejdsledere, der indgår i en arbejdsmiljøgruppe eller en MED-organisation i private og offentlige virksomheder og institutioner.
- Daglige ledere af virksomheders og institutioners sikkerheds- og sundhedsarbejde.
- Arbejdsgivere og virksomhedsejere.
- Øvrige med interesse for arbejdsmiljøarbejde.
* MED-systemet er kommunernes og regionernes måde at organisere medarbejderindflydelse omkring arbejdsmiljø.
Uddannelsens opbygning
Den 22 timers obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse er opbygget i tre kursusdage – hver af 7 1/3 timers varighed eksklusiv middagspause.
Indhold
- Introduktion til arbejdsmiljøet – forudsætninger, forventninger og begrebsafklaring, mål og rammer, samt lovens område og arbejdsmiljøorganisationens opbygning og relationer.
- Gæsteundervisere, hjemmeopgaver, konkrete arbejdsmetoder, arbejdsulykker og erhvervssygdomme, registrering, anmeldelse og analyse.
- Arbejdspladsvurdering, systematik og metoder, forebyggende arbejde, pædagogiske virkemidler og kortlægning af psykisk arbejdsmiljø.