Udbudspolitik

Udbudspolitik 2010 
 
AMU Nordjylland er en af landets største udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), samt en af de erhvervsskoler, der gennemfører mest AMU-aktivitet. - Centrets kerneydelse er AMU og enkeltfag (enkeltfag fra erhvervsuddannelserne) til den voksne målgruppe af ufaglærte og faglærte personer. Uddannelsernes overordnede mål er at imødekomme efterspørgslen efter behovsbestemte kompetencer hos virksomheder og enkeltpersoner med henblik på at sikre et fleksibelt arbejdsmarked. Branchernes, virksomhedernes og medarbejdernes udfordringer, problemer og potentialer har derfor centrets strategiske fokus.
 
Udover AMU udbydes erhvervsuddannelser (EUD), herunder grundforløb for de unge.
 
AMU Nordjylland arbejder vedvarende på at indrette organisationen, så den er smidig og fleksibel i forhold til altid at kunne matche de regionale behov og ændrede efterspørgselsmønstre samt understøtte den regionale erhvervsudviklingsstrategi bedst muligt. Centrets udbudspolitik og strategi er udarbejdet med dette formål. Sammen med bestyrelse og lokale uddannelsesudvalg drøftes redskaberne løbende, så de er opdaterede i forhold til de aktuelle erhvervs-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske tiltag og behov.
 
Centrets uddannelsesudbud er overvejende lokalt og regionalt funderet. – Inden for enkelte jobområder har udbuddet landsdækkende fokus.    
 
 
Syv kompetencecentre
 
AMU Nordjylland er bygget op omkring syv kompetencecentre inden for følgende brede brancheområder:
  • Transport og logistik
  • Elektronik og teknologi
  • Byggeri
  • Det grønne område (Sandmosen)
  • Servicefagene
  • Organisationsudvikling
  • Proces og automatik
 
I de enkelte kompetencecentre gennemføres et stort udbud af AMU samt enkeltfag med fokus på de jobområder, der er kendetegnende for regionen. – Nærmere bestemt er der tale om 26 forskellige jobområder med hver sin FKB (fælles kompetencebeskrivelse), hvortil der i alt er knyttet ca. 800 forskellige AMU-uddannelsesmål og enkeltfag. Hertil Kommer individuel kompetencevurdering i AMU, hvor det er muligt af få en afklaring og meritvurdering i forhold til uddannelser inden for nedenstående jobområder. 
 
De fælles kompetencebeskrivelser relaterer sig til følgende jobområder:
 

2229 Produktion af fødevarer og nydelsesmidler
2214 Industriel fremstilling af betonvarer/-elementer
2233 Fremstilling af elektronikprodukter
2666 Etablering og pleje af grønne områder og anlæg
2234 Fremstilling af hybride print
2689 Madfremstilling - restaurant, kantine og catering
2749 Betjening af travers-, portalkran og riggerudstyr
2219 Personbefordring med taxi
2752 Arbejdets organisering ved produktion i industrien
2221 Personbefordring med bybus og rutebil
2785 Produktion af non-food produkter
2224 Vejgodstransport
2786 Produktion og teknik i procesindustrien
2226 Transport af levende dyr
2636 Ejendomsservice
2715 Grundkompetence lager & terminal
2663 Industriel vask og efterbehandling af tekstiler
2716 Lager & logistik
2679 Rengøringsservice
2722 Specialbefordring af personer
2765 Teltmontage
2728 Grundkompetence chauffør gods
2207 Anlægsarbejder
2732 Lastbilkran
2212 Beton- og montagebyggeri
2734 Vintertjeneste

 
 
Der udbydes erhvervsuddannelser inden for transport, byggeri, ejendomsservice, serviceområdet, elektronikindustrien og det grønne område. Der er tale om følgende uddannelser:
  • Godschauffer
  • Lager- og logistikoperatør
  • Lager - og transportoperatør
  • Anlægsstruktør
  • Bygningsstruktør
  • Ejendomsservivetekniker
  • Serviceassistent
  • Elektronikoperatør
  • Anlægsgartner
  • Greenkeeper
  • Groundsman
  
Udover AMU og EUD har AMU Nordjylland en stor andel af indtægtsdækket virksomhed. - Udbud af særligt tilrettelagte forløb for flygtninge-/indvandregruppen samt opkvalificering af ledige, er ligeledes et indsatsområde.
 
I tilknytning til de enkelte kompetencecentre og på tværs heraf gennemfører AMU Nordjylland løbende en lang række udviklingsprojekter bl.a. sammen med efteruddannelsesudvalg, Undervisningsministeriet, Universitetet, Vækstforum m.fl..
 
 
Kompetencecentrenes tilbud
 
AMU Nordjyllands kompetencecentre tilbyder professionelt partnerskab ved uddannelsesplanlægning og rådgivning om organisationsudvikling, produktudvikling og produktionsoptimering m.v.. Samtidig er centrene garanter for, at der indsamles og formidles viden med henblik på en vedvarende udvikling af nye uddannelser inden for de enkelte brancheområder.
 
Det er AMU Nordjyllands mål at etablere en række videncentre i tilknytning til kompetencecentrene i lighed med ”Videncenter for Beton” inden for Kompetencecenter for Byggeri. Der påtænkes bl.a. et videncenter inden for henholdsvis transport, miljø og sundhed samt ledelsesudvikling. – Herudover er der igangsat overbygningsuddannelser på erhvervsuddannelserne bl.a. inden for transportområdet, hvor tiltagene er initieret af TUR (Transporterhvervets uddannelsesudvalg).
 
 
Skræddersyet uddannelse
 
AMU Nordjylland tilrettelægger praksisnær, skræddersyet uddannelse, som det passer 
virksomhederne bedst – dag, aften, nat og weekends. – AMU Nordjyllands udbud er afstemt med udbuddet hos de øvrige erhvervsskoler i regionen. I øjeblikket foregår et tæt samarbejde i regi af VEU-center Aalborg/Himmerland, der i samspil søger at løse brugernes mere sammensatte uddannelsesbehov. Her inddrages også andre skoletyper samt andre aktører, når behovet tilsiger dette.
 
 
Konsulentfunktionen
 
På AMU Nordjylland er der etableret en konsulentfunktion m/virksomheds-, proces- og udviklingskonsulenter, der står for den opsøgende indsats overfor regionen private og offentlige virksomheder. – Funktionen ledes af en markedschef, der har ansvar for drift og afvikling af diverse kampagner og events indenfor forskellige brancher og virksomhedssegmenter.
Konsulentfunktionen planlægger medarbejderudvikling sammen med virksomhederne og er sparringspartner i forhold til organisationsudvikling samt kompetenceudvikling, der skal understøtte virksomhedernes strategiske satsninger. – Et væsentligt element i samarbejdet er at medvirke til at kvalificere virksomhedernes efterspørgsel efter relevante kompetencer både på den korte og lange bane. - Medarbejderudvikling bringes således i spil som et kardinalpunkt i bestræbelserne på at fremtidssikre virksomhederne. – AMU Nordjyllands konsulentfunktion indgår i den tværinstitutionelle konsulentfunktion under VEU-center Aalborg/Himmerland, der står for den opsøgende vejledning og rådgivning af virksomheder og medarbejdere i kommunerne Aalborg, Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord.
 
AMU Nordjyllands markedschef er tovholder for den tværinstitutionelle konsulentgruppe under VEU-centret. Markedschefen sørger for, at der genereres analyser i forhold til den konsulentgruppens opsøgende vejledning og rådgivning, så der hersker overblik over virksomhedernes aktuelle og fremtidige uddannelsesbehov i VEU-centrets geografiske dækningsområde. – VEU-centret forstærker dermed sin mulighed for samlet set at etablere et uddannelsesudbud, der er optimalt i forhold til de kortlagte behov.
 
 
 
Den almene voksen- og efteruddannelse
 
AMU Nordjylland er meget opmærksom på at understøtte de deltagere, der har brug for almen voksenuddannelse bl.a. i form af FVU dansk og regning i forhold til at gennemføre den faglige uddannelse. – At kunne læse skrive og anvende de fire regnearter er afgørende for at kunne få udbytte af deltage i erhvervsrettet og almen voksen- og efteruddannelse. – Og for at undervisningen i almene fag opleves relevant af kursisterne er det vigtigt, at den er koblet til AMU-uddannelsen.   
 
I VEU-center regi samarbejder AMU Nordjylland med VUC samt de øvrige tilknyttede skoler om at forstærke den almene uddannelsesindsats i tilknytning til den erhvervsrettede uddannelse. I VEU-centret er der således igangsat forskellige udviklingsprojekter, der skal styrke området.
 
 
De pædagogiske kompetencer         
 
På AMU Nordjylland er samtlige undervisere udstyret med voksenpædagogiske kompetencer, og der eksisterer et decideret voksenmiljø på centret som helhed. Tilrettelæggelsen af undervisningen sker med udgangspunkt i deltagernes jobområde/-funktion, hvor det tilstræbes at koble uddannelsen ved centret med den læring, der sker på arbejdspladsen, så det bliver muligt for den enkelte at omsætte de nye færdigheder til brugbare kompetencer på jobbet. For at sikre størst mulig kvalitet og effekt af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag har centret i det hele taget fokus på, at indholdet heri kan overføres til deltagernes daglige praksis. –
 
I forhold til EUD og grundforløbene for den unge målgruppe har centret tilkoblet specialpædagogisk ekspertise med henblik på at imødekomme den enkelte elev bedst muligt, herunder at mindske frafaldet blandt de frafaldstruede. 
 
 
Evaluering – tilfredshed med kurser
 
Hvert AMU-uddannelsesmål og enkeltfag evalueres i det fælles evalueringsredskab VisKvalitet. På en skala fra 0-5 med 5 som højeste score har centret opnået en gennemsnitlig score på ca. 4. – Herudover har AMU Nordjylland netop afsluttet et metodeudviklingsprojekt omkring evaluering – ”Evaluering der rykker”. Formålet har været at sikre, at den viden og de færdigheder deltagerne opnår på AMU omsættes til brugbare kompetencer i forbindelse med den enkeltes jobudøvelse. 
 
 
Forstærket dialog med beskæftigelsesregion, jobcentre og vækstforum
 
Set i lyset af den økonomiske afmatning forsøger AMU Nordjylland vedvarende at styrke dialogen med Beskæftigelsesregionen, de lokale jobcentre og vækstforum i forhold til vejledning og kompetenceafklaring af ledige med henblik på en faglig og personlig opkvalificering til jobområder, hvor der aktuelt eller på sigt bliver behov for uddannet arbejdskraft. – For AMU Nordjylland er det en hovedopgave at medvirke til at forebygge et scenario, hvor samfundet vil opleve en alvorlig mangel på faglært arbejdskraft, mens der er en stor, ledig gruppe af ufaglærte.
 
Dialogen med de regionale og lokale parter søges intensiveret via VEU-center Aalborg/Himmerland. Her samarbejder parterne og de tilkoblede uddannelsesinstitutioner i udviklingsgrupper om afdækning af det nordjyske arbejdsmarkeds fremtidige behov for kompetencer med henblik på at sikre arbejdsmarkedsbalancen. - Fremskrivninger af den demografiske udvikling viser, at der i 2020 vil være ca. 60.000 færre personer i arbejdsstyrken i Nordjylland, hvilket er en udfordring, der skal søges tacklet i tide.
 
 
VEU-center Aalborg/Himmerland og udbudspolitikken
 
AMU Nordjyllands udbudspolitik bliver for nærværende forstærket i regi af VEU-center Aalborg/Himmerland, hvor AMU Nordjylland varetager VEU-centerfunktionen.
 
Udover AMU Nordjylland består VEU-centret af Tech College Aalborg, Aalborg Handelsskole, VUC Nordjylland, SOSU Nord, Erhvervsskolerne Aars samt Nordjyllands Landbrugsskole.
 
VEU-center Aalborg/Himmerland dækker som nævnt kommunerne Aalborg, Rebild, vesthimmerland og Mariagerfjord.
 
VEU-center Aalborg/Himmerland skal sikre det strategiske fokus på voksen- og efteruddannelse. – I opgaveløsningen skal centret således sørge for at bringe brugernes uddannelsesbehov i centrum samt at uddannelsesudbuddet altid matcher det regionale arbejdsmarkeds behov.           
 
VEU-centrets tværinstitutionelle vejledning og rådgivning er dermed et helt afgørende indsatsområde i bestræbelserne på at styrke virksomhedernes og borgernes efterspørgsel efter voksen- og efteruddannelse.
 
I regi af projekt ”Samarbejde og partnerskab” – et regionalt socialfondsprojekt, som samtlige erhvervsskoler og VUC-centre i regionen samarbejder om, skal VEU-center Aalborg/Himmerland bl.a. forstærke den opsøgende indsats over for de små og mellemstore virksomheder frem til juni 2012. – Målet hermed er at forøge brugernes anvendelse af AMU-uddannelser og almen voksenuddannelse, herunder FVU, i sammenkoblede forløb.
 
I ”Samarbejde og partnerskab” skal regionens erhvervsskoler og VUC-centre skal som helhed præstere 
·         7.500 virksomhedsbesøg
·         400 partnerskabsaftaler med virksomheder
·         AMU-uddannelse for 20.000 personer
·         200 kombinerede AMU/FVU-forløb
·         FVU for 8.000 personer
·         IKV i AMU for 5.000 personer
·         200 nye uddannelsesambassadører
 
VEU-center Aalborg/Himmerland skal gennemføre halvdelen af den skitserede aktivitet.
 
Den afdækning, der sker af brugernes behov i forbindelse med den opsøgende indsats vil bl.a. danne grundlag for VEU-centrets samlede udbud af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag.   
 
For at tilgodese den bedst mulige uddannelsesdækning i regionen og undgå ”sorte pletter” på landkortet samarbejder regionens erhvervsskoler om udlagt undervisning. Det vil sige, at godkendte udbydere af AMU-uddannelser kan låne skolegodkendelser af hinanden i forhold til konkrete behov i bestemte geografier. – Dette skal naturligvis ske med overholdelse af de regelsæt, der gælder på området. – Skoler, der udlåner skolegodkendelser, har stadigvæk ansvaret for kvalitetssikringen af de pågældende uddannelser over for de skoler, som gennemfører undervisningen. Kvalitetssikringen omfatter overholdelse af de uddannelsesmæssige mål og evaluering, tilstedeværelse af kvalificerede lærerkræfter og undervisningsfaciliteter.           
 
VEU-centret er meget opmærksom på nødvendigheden af en ensartet og professionel håndtering ag love og regelsæt. – VEU-centret har således prioriteret området som et særligt stategisk indsatsområde med en dertilhørende udviklingsgruppe bestående af de tilkoblede skolers VEU-chefer, der bl.a. skal sikre forvaltningen af 0-toleranceprincippet i forhold til Undervisningsministeriets regler på området og med overholdelse af ”Code of conduct”, som er tiltrådt af alle skolelederforeningerne.  
 
 
VEU-centret og de strategiske indsatsområder
VEU-center Aalborg/Himmerland er organiseret i henhold til at optimere indsatsen på følgende de 5 landsdækkende strategiske indsatsområder:
1.    Styrket og samordnet rådgivning til virksomheder og ansatte
2.    Øget samspil mellem de grundlæggende almene voksenuddannelser og erhvervsrettede
       voksenuddannelser
3.    Bedre tilpasning af uddannelsesindsatsen til brugernes og arbejdsmarkedets behov for
       VEU
4.    Styrket samspil mellem voksen- og efteruddannelsesindsatsen og den regionale
       erhvervs- og beskæftigelsesudvikling
5.    Effektive VEU-centre, der sikrer fælles opgaveløsning og institutionssamarbejde om VEU-
       indsatsen.
 
Hertil kommer to særligt strategiske indsatsområder som VEU-centret selv har udvalgt:
6.    Beskæftigelsesindsatsen
7.    Ensartet og professionel håndtering af love og regelsæt                    
 
Indsatsområderne har alle til formål, hver for sig og samlet, set at styrke VEU-udbuddet, så der laves mere og bedre erhvervsrettet og almen voksen- og efteruddannelse.
 
Udgangspunktet for VEU-center Aalborg/Himmerlands funktionsmåde er dialog og konsensus blandt VEU-centrets uddannelsesinstitutioner, centerråd og VEU-udvalg.
 
 
Opgaveløsning 
I VEU-center Aalborg/Himmerland er der enighed om
  • Målet om at gøre brugen af erhvervsrettet og almen voksen- og efteruddannelse smidig, fleksibel og effektiv i overensstemmelse med brugernes ønsker og behov 
  • Én indgang i VEU-centrets geografiske dækningsområde 
  • Markedsføring af uddannelsesmulighederne samlet set og entydig kommunikation, der sammen med den opsøgende vejledning og rådgivning gør det samlede uddannelsesbillede lettere overskueligt og mulighederne mere tilgængelige 
  • Understøtning af den ledelsesmæssige udvikling i de små og mellemstore virksomheder med henblik på at skærpe ledelsens bevidsthed om kompetenceudvikling af medarbejderne som et afgørende element til at sikre forretningsgrundlaget og konkurrenceevnen 
  • At opgaveløsningen skal medvirke til at styrke arbejdsmarkedsbalancen i Nordjylland, så der bliver bedre overensstemmelse mellem udbud af og efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft.
 
 
Samarbejde og organisering
I VEU-center Aalborg/Himmerland har der været enighed om
  • At etablere en organisation, der sikrer samarbejdet mellem institutionerne og de nedsatte organer i forhold til de landsdækkende strategiske indsatsområder samt de særlige strategiske indsatsområdet, herunder målet om at skabe et effektivt VEU-center til gavn for brugerne og den regionale erhvervsudvikling og beskæftigelse.  
  • At alle institutioner involveres i samtlige beslutninger om struktur, bemanding af udviklingsgrupper, opgaveløsning m.v. med henblik på at opnå synergieffekt, der skal medvirke til at styrke centret som helhed 
  • At alle skoler i VEU-centret skal have udbytte af at være en del heraf, hvilket er afgørende for engagementet og samarbejdet  
  • At alle deltagere i VEU-centret har en erkendelse af, at der kan skabes bedre resultater og udvikling, når parterne komplementerer hinanden 
  • At parterne i forhold til indsatsområderne er indstillet på og i stand til at finde veje og samspilsområder, hvor forskellige interesser kommer til udfoldelse samtidig med, at der laves flere, mere kreative fælles tiltag 
  • At der bl.a. udvælges samarbejdsprojekter, der kan bringe merværdi til VEU-centret i form af opgaver, som ikke løses bedst i egne huse 
  • At institutionerne villige til at fravige vante arbejdsmønstre og tage et medansvar for, at der sker en reel udvikling, så det sikres, at VEU-centret bliver andet og mere end et planlægningsorgan for de deltagende institutioner  
 
Den brugerrettede værdi
Sammenfattende skal VEU-centret sikre
  • En professionel vejledning og rådgivning, der resulterer i uddannelsesløsninger, der matcher brugernes ønsker, behov og forventede udbytte  
  • Et effektivt konsulentarbejde, der kvalificerer dialogen med virksomhederne om kompetenceudviklingsbehov med henblik på virksomheds- og medarbejderudvikling 
  • En konsulenttjeneste der samarbejder med virksomheder og medarbejdere før, under og efter en uddannelsesindsats bl.a. med henblik på et optimeret og målbart udbytte 
  • En mere dynamisk og kvalificeret lancering af kombineret FVU og AMU  
  • At behovene for FVU spottes, når brugerne deltager i AMU 
  • At relevante tilbud om FVU gives i tilknytning til AMU-indsatsen 
  • Effektiv afdækning af kompetenceudviklingsbehov til målgruppen på alle niveauer med henblik på et relevant, regionalt VEU-udbud  
  • Relevante, individuelle uddannelsesplaner, der er udarbejdet på baggrund af individuelle kompetencevurderinger 
  • Effektfulde informations- og markedsføringstiltag, der forbedrer brugernes viden om uddannelsesmuligheder 
  • Entydig kommunikation og bedre overskuelighed over det samlede uddannelsesbillede  
  • Et mere effektivt udbud via fælles planlægning af uddannelsesindsatsen  
  • Et strategisk og praktisk samarbejde med vækstforum, beskæftigelses-region, og jobcentre, der resulterer i udviklingstiltag, hvor uddannelses-, erhvervs- og beskæftigelsespolitik kobles, og som medvirker til at fremtidssikre de kortuddannedes kompetencer med henblik på jobfastholdelse, jobskabelse, vækst og innovation i region Nordjylland 
 
Fakta
Der er ved Lov om ændring af arbejdsmarkedsuddannelser m.v. den 1. januar 2010 etableret 13 VEU-centre på landsplan, hvis formål er at skabe større fokus på kvalitet og effekt i forhold til den grundlæggende erhvervsrettede og almene voksen- og efteruddannelsesindsats. 
 
VEU-centrene er etableret som funktioner på allerede eksisterende uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser. Alle godkendte AMU-udbydere – erhvervsskoler, VUC-centre samt private udbydere indgår i VEU-centrene.