Pressemeddelelse: Massiv uddannelsesindsats skal afhjælpe manglen på arbejdskraft.

Socialfonds-midler gør det muligt for AMU Nordjylland at tilbyde op mod 100 ledige jobrettede og individuelt tilpassede uddannelsesforløb.
 

”Kortest mulige vej til job” er overskriften på et storstilet uddannelsesprojekt, som AMU Nordjylland nu er klar til at igangsætte. Centret har søgt og fået syv mio. kr. fra Den Europæiske Socialfond til projektet, der tager udgangspunkt i, at det nordjyske arbejdsmarked nu er så stærkt, at der inden for flere brancher er så godt som beskæftigelsesgaranti for ansøgere med tilstrækkelige kvalifikationer.
 
- Vi ved, at mange virksomheder råber på arbejdskraft. Samtidig er der i regionen en række ledige, der har været længe væk fra arbejdsmarkedet og derfor har svært ved at finde tilbage. Det er dette paradoks, der har fået os til at tage initiativ til projektet. EU-midlerne gør det muligt for os at tilgodese op mod 100 ledige med individuelt tilpassede og relativt lange uddannelsesforløb, hvor jobeffekten understøttes af, at der veksles mellem uddannelse og praktik med læring på jobbet, fortæller direktør Lars Bo Breddam, AMU Nordjylland.
 
AMU Nordjylland har samarbejdet med regionens arbejdspladser og jobcentre om tilrettelæggelse af uddannelsesforløbene. Et forløb inden for entreprenørområdet er f.eks. planlagt på opfordring af Colas-Novejfa, der mangler folk med grundlæggende færdigheder inden for anlægsarbejde. NT har udtrykt stort behov for initiativer på chaufførfronten for at afhjælpe manglen på chauffører bag rattet i de nordjyske busser. Andre forløb fokuserer på godstransport, ældre-handicapområdet, ejendomsservice og lagerområdet, hvor der også er problemer med at skaffe arbejdskraft.
 
I de kommende uger holder centret informationsmøder for interesserede ledige. Alle deltagere vil få vurderet deres kompetencer individuelt, inden de begynder på et forløb. Længden af forløbet vil blive tilpasset den enkeltes behov for at få styrket de faglige og personlige kompetencer, og alle deltagere vil få tilknyttet vejledning og en fast kontaktperson. Det forventes, at deltagerne i gennemsnit vil være i uddannelse i 20 uger, praktikopholdene medregnet.
 
- Vi har længe påpeget, at det i tider med høj beskæftigelse er grotesk, at det offentlige aktiveringssystem ikke har tilstrækkelige midler til at ruste de ledige til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor er vi utrolig glade for, at vi nu får mulighed for at iværksætte en massiv satsning på uddannelse til job, siger Lars Bo Breddam.